Moderne og hyggelig familievilla
Igennem hele boligen er der fine detaljer, som giver huset noget ekstra – som et skjult depot bag en af køkkenets skabslåger, en rå murstensvæg bag kaffebaren og en skydedør i New Yorker-stil mellem køkken-alrum og entré.
Rustik elegance med new yorker-dør
og rå murstensvæg
Man træder enten ind i huset fra den integrerede dobbelte garage, der leder ind i bryggerset, eller fra den overdækkede indgang til entréen, som har en praktisk indbygget garderobeniche. Entréen fungerer også som fordelingsgang til både køkken-alrum, bryggers, to værelser og et badeværelse.
Køkkenet har en stor, praktisk køkkenø med både opvaskemaskine, vask og en kogeplade med bordemhætte, som derved hverken hindrer kokkens udsyn eller de gode samtaler. Fra køkkenet er der adgang til husets tredje værelse, og alrummet har to udgange til haven, mens der fra stuen er direkte udgang til en sydvestvendt overdækket terrasse.
Fra stuen træder man ind i forældreafdelingen, som inkluderer en lille gang med opbevaringsplads, et badeværelse med dobbelt bruseniche og et lækkert soveværelse med indbygget opbevaringsniche i sengegærdet og walk-in. Et dobbelt vinduesparti med terrassedør giver let adgang til luftning af sengetøj og til at nyde morgensolens stråler.
Både tag, arkitekttagrender, skotrender, zink-beklædning, alu-vinduer og døre er sorte, hvilket giver en flot og ensartet kontrast til de lyse blødstrøgne mursten.